virumbk

U-17 kæmpede sig videre i pokalen

Holdnyheder
17. august 2011 - 21:38 af: Christian Bækgaard

Slog i en sand gyser Herlev med 3-2

Efter spil og chancer var det nok ikke HELT fortjent. Men på fightervilje og en gedigen holdindsats kan man komme langt, ikke mindst i pokalkampe. Det beviste U-17 onsdag aften, da de efter en helt forrygende fight på Kaplevej kunne trække sig sejrrigt ud af matchen mod B1973 Herlevs fysisk stærke og velspillende drenge.
Allerede efter godt fem minutter kom hjemmeholdet på tavlen, da Molle energisk headede et glimrende frispark fra Ossi i kassen. Føringen holdt dog ikke længere end 10 minutter, før de blåblusede gæster havde udlignet til 1-1 på et effektivt kontraangreb. Efter at have startet kampen flot, lod VSB'erne sig, som halvlegen skred frem, presse stadigt længere bagud på banen, og det var hjemmeholdet, der kunne være mest tilfreds med pausestillingen 1-1.
Kort ind i 2. halvleg kom VSB atter i front, da Julle helt uimodståeligt trak igennem venstre side af Herlevs straffesparksfelt og fra spids vinkel iskoldt placerede bolden i fjerneste målhjørne. Desværre holdt heller ikke denne stilling ret længe. Lidt over halvvejs gennem halvlegen, fik Herlev straffespark, da Hilberg kom bagfra med en sen tackling. Straffesparket blev stensikkert omsat til udling 2-2.
Denne stilling holdt den ordinære spilletid ud, og igen var det hjemmeholdet, der kunne være bedst tilfreds med det resultat, ikke mindst fordi Hilberg også fik en 10 minutters udvisning efter straffesparket. Første halvleg af den forlængede spilletid endte målløs, stadig med Virum-drengene lidt på hælene, men forbilledligt kæmpende. Herlev var meget tæt på en scoring i flere omgange, men enten kom det fremragende kæmpende forsvar i vejen - eller også gjorde indersiden af stolpen det. Og da en Herlev-spiller fik 10 minutters marchordre efter en hård tackling af Svendsen, så det hele pludselig lidt lettere ud.
Da spillerne gik ud til de sidste 10 minutter, var alle dødtrætte. Kramperne bredte sig, og Dennis måtte bruge mange udskiftninger. Men midt i den generelle udmattethed tog Høding pludselig et fantastisk raid på venstrekanten og endte med at banke bolden i kassen til Virum-føring 3-2. Herlev blev fuldtallige i kampens sidste minut og var tæt på, men heldigvis parerede Andreas mesterligt et godt Herlev-forsøg fra kanten af feltet. Sejren kom i hus, og moralen er i top før det næste hårde opgør i pokalturneringen!