Holdnyheder
11. juni 2011 - 15:04 af: Christian Bækgaard
Vandt den afgørende kamp mod SB50 Ishøj 2-1
Det var ikke helt overbevisende. Og det var bestemt ikke med sæsonens smukkeste spil. Men det var alligevel fuldt fortjent. U15 er efter dagens hjemmekamp mod SB50 Ishøj tilbage i række 1.
Efter en noget nervøs og meget jævnbyrdig start på kampen var det en stor forløsning, da Mikkel midt i 1. halvleg kunne bringe hjemmeholdet foran 1-0, da han glimrende udnyttede et godt forarbejde af Oscar H. Men glæden holdt kort, for mindre end 5 minutter senere havde Ishøj udlignet efter et ærgerligt boldtab midt på banen. Stillingen 1-1 holdt halvlegen ud, og der var tydeligvis nerver på hos flere af spillerne. To gange tidligere har holdet i den sidste afgørende kamp kunnet nøjes med uafgjort - i første omgang for at undgå nedrykning, i anden omgang for at sikre oprykning, og begge gange glippede det. Det måtte ikke ske denne gang!
Derfor var det også en kæmpe forløsning, da de grøn-hvide midt i 2. halvleg fik scoret det forløsende mål til 2-1. Ishøjs målmand råbte "jeg har", men det havde han heldigvis for hjemmeholdet ikke, og så kunne Svendsen med et godt skud sende bolden i nettet. Herefter var det kun sort uheld, der forhindrede hjemmeholdet i at udbygge sejren. I halvlegens 24. minut sendte Ossi glimrende Oscar H. afsted, og vores 25'er bankede resolut mod målet, hvor Ishøjs målmand måtte ud i en flot parade for at afværge. Riposten røg ud til Mikkel, hvis udmærkede skud tog overliggeren. Og minuttet efter strøg Bache flot gennem feltet og bankede et glimrende hjørne fra Ossi ... på overliggeren. Og fire minutter efter kom overliggeren så for tredje gang i vejen for en Virum-scoring, efter et fremragende angreb med Bache og Oscar H. som oplæggere og Mikkel som afslutter. Ishøj-spillerne var også nærgående et par gange mod slutningen, men enten fik forsvaret afværget, eller også gik deres forsøg uden om målet. Og så endte det hele 2-1, og efter at have sagt Ishøj-spillerne tak for en god og fairspillet kamp tog Virum-drengene fat på sejrsdans, "champagne" og vandsprøjt på trænerne.
Dennis sammenfattede efter kampen et flot forår: 7 kampe og 7 sejre og en målscore på imponerende 28-4. Oprykningen er først og fremmest kommet i hus i kraft af, at alle mand har arbejdet rigtigt godt og seriøst hele vejen igennem. Der var store trænerroser til hele holdet, men Dennis fremhævede specielt Frederik og Andreas for en meget sikker indsats i de bageste rækker - og vores storspillende forward Mikkel, som endnu engang var på pletten med en uhyre vigtig scoring og - igen - viste stor evne til at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Mikkel løb derfor helt fortjent med dagens fidusbamse.
Stort tillykke med oprykningen - ikke kun til holdet, men også til Dennis og Hugo for et kæmpestort og målrettet arbejde med drengene. Det virker virkelig, som om holdet kan komme langt, ikke mindst efter at Julle og måske også andre tidligere VSB'ere nu vender tilbage. Holdet mangler endnu en sidste udsat kamp onsdag mod Herstedøster. Forhåbentlig kan de slutte sæsonen af med endnu en sejr. Og herefter venter så en spændende finalerunde, der starter på torsdag.