Holdnyheder
21. juni 2011 - 22:24 af: Christian Bækgaard
Sænkede Jyllinge med 5-0
Et rekordstort publikum - over 100 - så med på Kaplevej, da U15-1 tirsdag aften tog imod Jyllinge i finalen om Sjællandsmesterskabet i række 2. Og det stod hurtigt klart, at kun ét af holdene var indstillet på at gå i offensiven.
I første halvleg var Virum-drengene klart spilførende og på bolden i omkring 75 pct. af tiden. Men i betragtning af spilovertaget var det lidt småt med chancerne, hvilket dog i høj grad også skyldtes, at Jyllinge-drengene stod uhyre kompakt i defensiven. Det første tilbud til hjemmeholdet tilfaldt Oscar H., som i det femte minut var tæt på at score på et dejligt fladt skud tæt ved højre stolpe, men Jyllinges keeper fik parereret. Samme Hansen tog sig i det 13. minut en herlig solotur på højrekanten og nåede helt ind i straffesparksfeltet, men desværre var der ingen medspillere fremme til hans udmærkede indspil. I det 28. minut brændte det igen på, da Høding sendte et fornemt indlæg ind i Jyllinges målfelt, hvor Ossi var tæt på at kunne dirigere bolden forbi målmanden med hovedet. Jyllinge havde i hele halvlegen kun en halv chance, da deres forward kom frem til en afslutning, som dog blev effektivt afværget af Hjorth.
0-0 ved pausen, og Dennis indskærpede sine tropper, at det trods deres markante spilovertag var en af de kampe, hvor det første mål nok ville blive afgørende. Drengene lyttede og satte ekstra turbo på straks fra 2. halvlegs start. I det første minut spillede Ossi glimrende frem til Oscar H., som fik bolden loppet over keeperen, men forsøget blev afværget af en forsvarer på stregen. Hele stadion kunne fornemme, at det nu kun var et spørgsmål om tid, før der kom hul på bylden, og det kom der så i halvlegens 8. minut, da Ossi glimrende fandt Mathias R., som resolut trykkede af og placerede bolden helt ude i højre side af målet uden for Jyllinge-keeperens rækkevidde til 1-0. Og kun to minutter senere lynede vores super-forward igen, da han tog chancen lige uden for straffesparksfeltet og uimodståeligt sendte læderet op i venstre hjørne af målet til 2-0. "Rasmussen sænkede Jyllinge", lignede nu en passende overskrift på kampen, men Virum-drengene var ikke færdige endnu.
I halvlegens 14. minut sendte Ossi et frispark på overliggeren, fire minutter senere var Oscar H. meget tæt på at få panden på et flot Svendsen-indlæg, og i det 21. minut spillede Hansen glimrende frem til Mathias R., som skød på indersiden af stolpen - tættere på et hattrick kunne han dårligt komme. I halvlegens 24. minut havde Jyllinge halvlegens eneste forsøg på mål, men langskuddet gik langt over Andreas' mål. Og så blev det i stedet 3-0 fem minutter senere, da Abdallah glimrende fandt Svendsen, som fikst spillede bolden videre til Ossi, der scorede smukt. Og det talstærke hjemmepublikum havde dårligt fået hænderne ned, før Oscar H. hamrede bolden i nettet til 4-0 på en løs chance midt i gæsternes straffesparksfelt. Men festen var endnu ikke slut. Få sekunder før slutfløjtet havnede bolden efter rent VSB-powerplay, hos Ossi, der fra venstre side af straffesparksfeltet sendte et dykkende skud uden om Jyllinges målmand til det knusende sikre slutfacit 5-0.
DBU's repræsentant fremhævede med rette, at det var en oplevelse for drengene at have fuldt dommerhold inkl. to linjedommere på plads til denne finale. De havde i øvrigt ikke haft meget at se til i en uhyre fairspillet kamp. Jyllinge-drengene fik deres velfortjente sølvmedaljer, og så var der ellers gulmedaljer til de grøn-hvide, pokal til kaptajn Svendsen og efterfølgende champagne- og vandsprøjt.
Dennis havde efter kampen meget store roser til hele sit hold, der havde ydet en både koncentreret og helhjertet indsats. Mathias R. fik særlig ros for sine to meget afgørende kasser, ligesom både Høding og Hjorth fik anerkendende ord for endnu en sikker indsats i forsvaret. Dagens største roser gik dog til Oscar & Oskar, førstnævnte specielt for en helt overdådig første halvleg og en scoring i anden, sidstnævnte for en superpræstation på den centrale midtbane, hvor han hele tiden var spilbar og fordelte boldene med stort overblik. Derfor løb han også med dagens fidus.
STORT TILLYKKE, ikke kun til drengene, men så sandelig også til Dennis og Hugo, som har lagt et kæmpe arbejde i at føre vores talentfulde 96'ere frem til guldet. Og så skal vi også huske at rose vores U15 andethold, som nåede frem til semifinalen i deres række, og her først måtte strække våben efter nogle tvivlsomme dommerkendelser og de berømte marginaler imod sig. VSB har et godt U15-fundament at bygge videre på!