Menu

2. Advent Interview - Emil Holten

image Emil Holten i Europa League kamp.
Mads Enghoff
07. december 2025 kl. 20:04
Interview med tidligere VSB`er Emil Holten

2. Advent: Emil Holten - En rejse gennem Nordeuropa
I september 2025 blev Emil Holten udlejet fra IF Elfsborg til Hansa Rostock. Det er endnu et skridt i en
karriere, som har ført ham fra VSB's græs- og grusbaner til Superligaen, Allsvenskan, Eliteserien og
frem for alt: Europa League. Overgangen til Rostock kom efter ophold og lån i Norge og Sverige - og
aftalen indeholder en købsoption.


Europa-oplevelserne står særligt ud. Elfsborg spillede sig i Europa League i 24/25 og Emil fik oplevet at
spille på flere store europæiske stadioner. San Mamés-kampen i Bibao er en af de dér kampe, man
husker. De baskiske slaginstrumenter satte scenen for verdens nok smukkeste stadion, tekniske
spilfordelere og EM-vindere som Nico Williams i modstandertrøjen.


I Istanbul var opgøret mod Galatasaray en fysisk og særdeles larmende test. Man må selvfølgelig ikke
glemme mødet med 24/25 sæsonens vindere af turneringen, Tottenham Hotspur. Et storslået og
moderne stadion kun overgået i grandeur af selveste Bernabeu i Madrid. Velspillende legender der,
som de retmæssige vindere af Europa League, udspillede Emil Holten og IF Elfsborg på deres
hjemmebane. Kampene i Europa har været nogle af de vigtigste pejlemærker i hans karriere både
sportsligt og menneskeligt.


Alle de store ord og udenlandske stadioner taget i betragtning, begynder Emil sin fortælling et helt
andet sted: i Virum-Sorgenfri Boldklub i de grøn-/hvide trøjer. “Man glemmer aldrig sin første! Heller
ikke fodboldklub. Jeg husker tydeligt mange gode minder fra min første tid i VSB. Lige fra lagkage
stævner til kolde træninger på grusbanerne ved Virumgårds jorde!”
Det var et sted, hvor glæde og fællesskab var lige så vigtige som teknikken. “Det betød en helt del! Det
var venskaber, glæde og sammenhold. Jeg glædede mig ofte allerede til træning aftenen i forvejen. Jeg
elskede det.”
Han beskriver VSB som et samlingspunkt; pomfritter i caféen, bolddrenge til førsteholdskampe og en
særlig stemning, som gav ham både motivation og rødder: “Miljøet var noget specielt. Det var helt
sikkert en ‘ting’ at spille i VSB for mig. Også for andre! VSB var et samlingspunkt. Vi trænede, spillede
kamp, spiste pomfritter og drak slush-ice i caféen, så førsteholdet spille kampe, var bolddrenge osv.
osv.”


Efter VSB fulgte ungdomsophold i Lyngby BK og senere skrev Emil sin første professionelle kontrakt i
Akademisk Boldklub. Det var her, at han tog det første skridt ind i seniorfodbolden og begyndte at
bygge sin karriere. Han spillede derefter i Nykøbing FC, tog turen videre til Silkeborg IF, hvor han fik sin
superliga-debut. Han fandt senere en central rolle i Esbjerg fB, hvor han blev den kriseramte klubs
absolutte profil og anfører.


I Esbjerg oplevede Emil både personlige højdepunkter og hårde perioder for klubben. Holdets
placeringer svingede, og han stod midt i en klub i omgivet af den ene skandale efter den anden.
Alligevel blev han anerkendt for sin indsats: Emil blev kåret som “Årets profil” i 2. division i 2022/23, en
påmindelse om, at præstationer og karakter bliver bemærket, selv når scenen er mindre.
Han er tydelig på, at modgang er en del af livet som spiller: “Modgang er en kæmpe del af fodbold! Selv
for de allerbedste. Lige som det er en del af livet. Det handler om at se fremad hurtigst muligt og
forsøge ikke at dvæle ved nederlagene.”


Efter Esbjerg gik turen til IF Elfsborg i Sverige. I Elfsborg fik Emil chancen i Allsvenskan, hvor holdet
spillede Europa League-kampe i 2024/25. Her overgik Emil sit hidtil vigtigste mål, som tidligere blev
scoret for Silkeborg i derbyet mod Midtjylland, imod Portugals evige fjerdeplads, SC Braga. Målet
skaffede Elfsborg et enkelt point hjemme, som sammen med tre point imod både Roma og Nice,
tændte håbets flamme hjemme i Borås. I Istanbul, mod Galatasaray, mødte han spillere og situationer
på et niveau, hvor rutine og nervesystem må være skarpt - øjeblikke, der lærer en meget om fodbold på
højt plan. I kampen i Istanbul stod han overfor en meget speciel spiller. En spiller på absolut øverste
niveau i Europa, som også deler VSB som moderklub, Elias Jelert. Dette var uden tvivl en stor aften for
Emil og Elias, som kameraene fangede bytte trøjer efter kampen. For VSB er dette dog endnu større.
Den 23. oktober 2024 er en historisk aften, som vil blive nedskrevet i historiebøgerne og husket for
evigt.


Selv i professionel fodbold er hverdagen konkret og rutineret. Emil beskriver en typisk dag i klubregi. “Vi
møder ind klokken 09:00 til morgenmad. Så har vi en time derfra til at få behandling, blive tapet eller
gøre andet man selv ønsker. Så har vi noget video-møde 10:00; indtil 10:30. Derefter har vi ‘prep’ før
træning på banen indtil 11:00, hvor træningen starter. Så spiser vi typisk frokost 13:00. Derefter er der
igen behandlinger, styrketræning eller på en hård dag igen træning på banen 14:30. Ellers er vi færdige
og kan tage hjem.”


Den struktur kræver tålmodighed, men Emil holder fast i glæden ved spillet: “Jeg prøver aldrig at
glemme hvorfor man spiller fodbold. Glæden ved det hele dengang. Det var trods alt derfor man
startede. Jeg er meget privilegeret at kunne spille professionelt og at have levet af fodbolden i mange,
mange år.”
Selv med ture til Sverige, Norge og Tyskland holder han kontakten til VSB: “Jeg snakker heldigvis stadig
med en del fra min tid i VSB. Nogle af mine tætteste og bedste venner er fra dengang. Jeg nyder også at
møde gamle holdkammerater eller trænere, når man færdes i VSB eller Virum.”


Selvom fodbold en gang imellem kan blive meget teknisk, er det også menneskerne omkring én, der
former vejen. For Emil var der tre trænere, som satte tydelige spor i hans tid i VSB: “Jeg havde mange
dygtige og sjove trænere. Nogle lærte man selvfølgelig mere af end andre og også på forskellige
tidspunkter af min spæde start på karrieren. Men jeg kan ikke lade være med at nævne: Jørgen ‘Slater’
Madsen, Jørgen Dige og Dennis Bo Nielsen. De havde hver en stor indvirkning på min tid i VSB.”


Trænerne i VSB lærte ham ikke kun at spille fodbold, men også at tage spillet alvorligt uden at miste
glæden. De byggede grundlaget for hans tilgang i dag, at man skal lytte, lære og arbejde, men også
kunne grine og nyde det. Som han siger med et glimt i øjet: “Lyt til din træner! Med mindre han ikke ved
hvad han snakker om” Et citat, der rammer præcis det, VSB handler om; passion, humor og en
menneskelig tilgang til spillet.


Han understreger vigtigheden af, at forældre støtter med glæde og ikke pres. En tydelig stemme, der
rækker ud til de mange forældre i VSB-fællesskabet: “Gi’ jeres pige eller dreng glæde og motivation.
Ingen bliver bedre af at blive hakket ned på. Vejled og hjælp, men lad jeres børn gå deres egne veje.”
Og til de unge, som drømmer om en karriere, har Emil et enkelt og stærkt budskab: “Hårdt arbejde
betaler sig! Altid. Du må ikke give op. Bliv ved. Kæmp. Og ha’ det sjovt. Hvis ikke du har glæde ved at
spille fodbold, så kan det hele være lige meget.”


Hans korte besked til sit yngre jeg? Enkel og ægte: “Nyd det. Og tro på dig selv.”

Klubnyt I går kl. 20:04
2. Advent Interview - Emil Holten Interview med tidligere VSB`er Emil Holten
Klubnyt
11. september kl. 19:04 Sæsonstart HS1
Klubnyt
10. september kl. 15:08 KVS Cheftræner Danni Uhre forlænger til 2027
Klubnyt
07. september kl. 08:18 Lagkagestævne program 7/9
Klubnyt
21. august kl. 14:37 Cheftræneren for Kvindesenior beretter
Luk