Sæsonstart HS1

Den 7. juni spillede 1. herresenior 1-1 mod 73 Herlev og sikrede sig dermed oprykningen fra Serie 2.
I dag – tre måneder senere – ligger vi igen nummer ét, nu blot i Serie 1.
Eventyret i Serie 1 fik ellers den værst tænkelige start, da vi tabte hele 5-2 ude mod Liria.
Det var en kamp, hvor VSB mødte op uden vilje, gejst og glæde – og når man ikke vinder én nærkamp i løbet af 94 minutter, så taber man fodboldkampe.
Heldigvis var næste kamp allerede om tirsdagen mod Ledøje, og her så vi et helt andet VSB-hold på banen.
Vi spillede flot fodbold og var fortjent foran 3-0 efter 70 minutter. Vi skulle blot "køre" de tre point sikkert hjem – men pludselig stoppede vi med at spille og inviterede Ledøje ind i kampen. Først reducerede de til 1-3 og senere til 2-3, og det blev en hård afslutning.
Heldigvis holdt vi stand og kunne sætte de første tre point på kontoen.
Næste kamp var hjemme mod Vallensbæk. Vi vidste, de var stærke på standarder og lange indkast, så aftalen var at undgå unødvendige dødbolde.
Alligevel skete netop det. Efter 10 minutter fik vi ikke clearet en bold i siden, og et indlæg i feltet blev omsat til scoring.
Heldigvis svarede vi hurtigt igen, og Boye udlignede efter et hjørne. I halvlegens sidste sekunder scorede vi endnu en gang og kunne gå til pause foran 2-1.
Træneren talte med store bogstaver i pausen – og det hjalp. I anden halvleg spillede vi det fodbold, vi ved holdet kan, og vi sluttede med en flot 5-1 sejr.
I lørdags spillede vi ude mod Stenløse, og selvom det kun var kamp nummer fire, var der tale om en klassisk "6-points-kamp". Med en sejr kunne vi lægge afstand til Stenløse i bunden.
Første halvleg var rodet, og ingen af holdene fik flow i spillet. Alligevel var der ro i pausen – vi vidste, målene nok skulle komme, hvis vi stod kompakt og undgik at give chancer væk.
Da Rasmus scorede og bragte VSB foran, blev det forløst, og resten af kampen leverede vi flot fodbold. Det blev til en sikker og fortjent 4-0 sejr.
Efter nederlaget mod Liria har vi nu vundet tre kampe i træk. Med de øvrige resultater i rækken betyder det, at vi nu ligger nummer 1.
Det er sjovt, det giver selvtillid og godt humør – men det ændrer ikke på vores målsætning:
Vi skal stadig være et Serie 1-hold, når turneringen slutter den 8. november.
Grundet en ny struktur er det en halvårsturnering, hvor der er hele fire nedrykkere og kun én oprykker. Alle point tæller.
Vi arbejder hårdt på træningsbanen og går ydmygt til opgaven. Det handler om at være 100% klar – hver gang – uanset om det er til kamp eller træning.
Vi glæder os til at tage imod Herstedøster – og håber at se mange af jer på lægterne, så vi sammen kan fortsætte eventyret!
—
Den altid glade holdleder
Niels Lorentzen